På årets Folkemøde for Unge 2025 stod UU-Vesthimmerland klar med en helt særlig workshop: UU’s Stormester Udfordring. Workshoppen er et eksempel på, hvordan vi som UU-vejledere kan arbejde med 7-9. klasser på kommunens grundskoler, hvor eleverne får mulighed for at få inspiration og udforske uddannelse og job igennem et samarbejde med hinanden.
De deltagende klasser blev kastet ud i tre sjove og udfordrende konkurrencer:
🎭Emoji-dysten
🏃Erhvervsstafetten
🎯Job-titel jagten
De fire klasser Østermarkskolen 7.a - Aars Skole 7.b - Farsø Skole m-klassen og Toppedalskolen 7.a, blev inddelt i hold og kæmpede mod hinanden i den gode stormester-ånd.
Stemningen var høj, kreativiteten i top, og konkurrencelysten kunne mærkes hele vejen rundt. Hvert hold gav alt, hvad de havde, men kun ét hold fra hver klasse kunne løfte den prestigefyldte sejrspokal:
Det forgyldte hoved af vores helt egen stormester, Erik Krogh Pedersen samt en lækker bøtte snoller!
En stor tak til alle klasserne for at lege med, give den gas og være med til at skabe en sjov og mindeværdig dag.
Så er der igen Folkemøde for unge i Vesthimmerlands Kommune den 18. september 2025.
Du kan se programmet og læse mere om Folkemødet på www.folkemødeforunge.dk
Tirsdag og torsdag i uge 45 blev der afholdt uddannelsesarrangement for alle 8. klasses elever i hele kommunen. Formålet med arrangementet var, at være med til at klæde eleverne på i deres uddannelsesrejse.
Eleverne mødte ind på de lokale ungdomsuddannelser over middag, hvor de deltog i workshops omkring de forskellige uddannelsesmuligheder i kommunen. På begge dage, oplevede eleverne workshops på begge lokationer.
Workshopsene var en blanding af oplæg og hands on oplevelser for eleverne, med indblik i indholdet på de forskellige ungdomsuddannelser i Vesthimmerlands Kommune.
Til aften var forældrene inviteret ind til et stort informationsmøde, hvor der var fokus på uddannelsessystemet, adgangskrav, forældrerollen i de unges uddannelsesvalg osv.
Herefter sluttede dagen af med en uddannelsesmesse, hvor forældre og elever gik rundt og besøgte de forskellige uddannelsers stande. Repræsenterede uddannelser på messen var: Vesthimmerlands Gymnasium, HEG, SOSU, Lundbæk, FGU og 10. KlasseCenter.
Forældrene udtaler omkring arrangementet, at det var rart at have et arrangement, hvor man kan få et overblik over ungdomsuddannelsesmulighederne, samt god dialog og sparring med UU og uddannelsesinstitutionerne.
Eleverne udtaler at have haft en god eftermiddag med rigtig mange indtryk, og megen ny viden om det at gå på ungdomsuddannelse.